Anmeldelse – A Hogwarts mystery

 Harry Potter - A hogwarts mystery – App /Spil til mobil/tablet.

A Hogwarts mystery er et spil for børn (og Harry Potter glade voksne). Historien foregår en generation før Harry Potter bøgernes univers.

Du spiller en ny studerende ved navn Elizabeth Rodriegues (man kan dog også vælge en dreng, hvis man vil det), hvis bror er forsvundet, mens han også gik på Hogwarts. Rygterne siger, at han var besat af at lede efter ”The cursed vaults”, som han var overbevist om fandtes et sted på det magiske slot. Rygterne fortæller videre, at han brød skolens regler gentagne gange, og at han muligvis har forbindelse til ham der ikke bør nævnes. Elizabeth kæmper derfor med en masse fordomme og modvilje fra både lærere og elever, da hun ankommer til skolen, og det varer da heller ikke længe, før hun er involveret i alskens regelbrud og stridigheder med især Snape og Filch, som holder skarpt øje med hende.

Skoleårene byder på timer i forskellige magiske fag med samme lærere som vi kender fra bøgerne afbrudt af eftersøgningen af den forsvundne bror, der omfatter opdagelsen af diverse hemmelige rum og gange, potionbrygning og afledningsmanøvrer af i sær Madam Norris, som altid opdager de ulovlige gerninger. Heldigvis får man også en masse gode venner, der kan hjælpe i nøden og selvfølgelig også en svoren fjende fra Slytherin.

Man deltager aktivt i timerne ved at udføre tryllestavsbevægelser og fokuseringsøvelser på skærmen. Indimellem skal man også besvare et spørgsmål. Det kræver lidt fin motorik, og undertegnede måtte da prøve et par gange, før karakteren ”brilliant” blev opnået. Det er sjovt, og tilfører lige en ekstra dimension af opmærksomhed.

En af spillets andre styrker er, at man indimellem skal arbejde på sine venskaber. Det kan være en der har brug for hjælp til lektier, skal beroliges eller forsikres om, at de er gode nok etc. Man kan vælge mellem svar og får point, når man vælger det mest empatiske svar, og det er faktisk ret gennemført.

Historien er ganske underholdende selvom den lægger sig tæt op af det, vi allerede kender. Børn vil genkende universet og være glade for det velkendte. Her er ulempen igen, som med de fleste spil og apps, at alt tekst står på engelsk, så mindre børn vil ikke få så meget ud af historien. Det ville være dejligt, om vi oversatte nogen af de spil, børnene bruger tid på, for ofte indeholder de faktisk en udmærket historie, som danske børn går glip af. Netop i de her tider, hvor vi bekymrer os om bøgernes og deraf den skriftlige fortællings krise og kigger efter fortællinger andre steder, på nye platforme og med ny form, så er spillene et oplagt sted at starte. Og dem er der bare alt for få af på dansk.

Anyway så er det her lille spil rigtig god underholdning for dem der elsker Harry Potter universet. Find spillet i din app store. Det er gratis. J

**** 4/5 stjerner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *