Hjælp jeg mangler et cover til min bog! Om design, premades, do`s and don´ts

 

Cover til din bog? Det bør du vide.

Hvis du har planer om selv at udgive din bog, har du sikkert et stramt budget. Forhåbentlig har du brugt alle dine sparepenge på kvalificeret redaktør og korrekturhjælp. Så hvad nu med coveret? Det koster nemt 4000-6000 kr. at få designet et cover til sin bog. Er det billigere, bør du være skeptisk. At designe et cover, hvis illustrationerne skal skabes fra bunden tager timer og timer og koster derved mange penge i arbejdsløn. Sådan bør det også være. Grafikere skal også leve. I dag bruger man ofte stockfotos i coverdesign, og mange forsøger endda at lave et selv via sider som Canva eller programmer som Gimp, der har en gratis version. Jeg vil herunder forsøge at besvare en del spørgsmål ang. coverdesign, som jeg har fået stillet gennem tiden, og samtidig vil jeg give dig nogle gode råd med på vejen. Det skal dog ikke ses som en grundig guide i at designe covers.

 Jeg vil gerne designe mit eget cover for at spare penge. Hvad gør jeg?

Først og fremmest så bør du ALDRIG designe dit eget cover alene for at spare penge. Dit cover er din bogs ansigt udadtil. Duer det ikke, så sælger din bog ikke. Uanset hvor god den er, og hvor gode anmeldelser den får. Så simpelt er det. Vent hellere med udgivelse til du har sparet sammen til et cover. Du vil fortryde det, hvis dit cover forhindrer din bog i at stå i boghandlen eller bliver valgt fra på online boghandlerne, fordi coveret slet ikke fanger målgruppen eller ser amatøragtigt ud. Den absolut eneste lovlige grund til at designe sit eget cover, er, at man er oprigtigt interesseret i coverdesign og måske gerne vil være med i hele processen omkring sin bog.

Jeg er oprigtigt interesseret i at designe covers og vil stadig gerne designe mit eget. Hvad nu?

Hvis du virkelig gerne vil designe dit cover, må du sætte mange, mange timer af til at uddanne dig selv. Se youtube videoer om design, lær om designteknikker, tag så mange online kurser du kan komme til og betal for et godt program som photoshop og lær at bruge det. Godt. Øv dig. Lav mindst 10 covers inden du laver dit eget. Brug timer på at se på de mest populære bøger indenfor din genre, så du ved, hvad læserne forventer sig. Lær om fonte, som spiller en stor og vigtig del i coverdesign. Den rigtige font kan sælge bogen, mens den forkerte kan ødelægge et ellers smukt cover. Jeg har set eksempler på, at man har bedt dygtige kunstnere designe den smukkeste forside og så har man selv sat titel på, og coveret falder helt igennem pga. typografien. Den er langt vigtigere, end du tror.

Jeg har designet mit cover. Hvad nu?

Få lavet et prøvetryk. Er det i orden, tager du det med hen i din lokale boghandel. Bed om boghandlerens vurdering. Du kan være sikker på, at de ved, hvad der sælger. Lyt til deres råd! Dernæst låner du en masse populære bøger i genren. Stil dem op på en hylde sammen med din bog. Skiller den sig ud? Det skal den helst ikke. Den skal se ud som om den hører fuldstændig hjemme der sammen med de andre. Gør den ikke det, må du i gang igen. Allerbedst lægger du dit cover til skue i en coverkritikgruppe som der findes en del af på facebook fx ”Indie Cover Projekt”. Der vil andre designere gå dit cover efter og komme med kritikpunkter, som du kan lære af. Det kræver selvfølgelig lidt mod. Men det er det hele værd. Hvis dit cover slipper nådigt forbi dem, så har du gjort et godt stykke arbejde.

 Jeg orker ikke at bruge oceaner af tid på alt det ovennævnte. Hvad så?

Igen spar sammen til en dygtig coverdesigner. Det betaler sig i sidste ende. Kan/vil du ikke vente og går du nu og overvejer at gøre det selv, trods alle gode grunde til at lade være, så tag et kig på ”Premade Covers”. Hvis du skriver det i google søgefeltet vil du finde sider med tusinder og atter tusinder af premades, som du kan få til en fjerdedel eller mindre af den pris, du skal betale for at få et designet specielt til din bog. Hvis du er ihærdig nok, kan du sagtens finde et fint cover, der passer til din bog. Mange tilbyder at lave små ændringer fx hårfarve/øjenfarve og lign, så det passer bedre med din HP. Et premade cover sælges kun en gang. Når du har købt det er det dit. Det bør du sikre dig. Men sådan er det hos langt de fleste coverdesigners.

Kan man ikke risikere at andre har brugt samme stockfotos til deres cover, hvis man køber premades?

Jo det kan man godt. Men det er helt almindeligt. Mange covers er sat sammen af flere billeder, så de aldrig ligner hinanden helt. Derudover skal man være meget uheldig, hvis andre har brugt nøjagtig samme font og titel. Det betyder mindre, at der måske er en bog i Rusland eller Spanien, der har samme billede som på dit cover. Du kan sikre dig at dit coverbillede ikke går igen på andre danske bøger, men faktisk er det ikke så stort et problem som du måske tror. Netop fordi dit cover IKKE skal skille sig ud, men passe sammen med resten af genren. Derfor må de gerne ligne hinanden. Hvis du ser på YA genren, så vil du se Fallen motivet med en pige i fokus med enten skov eller by som baggrund er så brugt, at alle bøgerne nærmest ser ens ud. Det er godt, for læseren vil straks blive mindet om et god læseoplevelse og tage den næste lignende bog med hjem også. Desuden er motivet fra Assasins Creed spillet med en enlig kåbeklædt skikkelse i en tåget baggrund også meget brugt. Herunder til bøgerne The Left Hand of God, som er meget populære. Så ligheden er ikke din fjende, tværtimod.

Jeg har lagt mit cover op på min side, og alle siger, det ser flot ud. Hvorfor skal jeg lytte til dig?

Dine følgere består ofte af venner, familier og kollegaer. De er ikke de rette til at bedømme dit cover. Dit cover kan desuden sagtens se flot ud og stadig falde igennem genren. De eneste der kan bedømme dit cover ordentligt er fagpersoner, som førnævnte boghandlere, andre coverdesignere, grafikere og lign.

Så for at summe op:

  1. Betal en dygtig grafiker. Det er den allerbedste løsning.
  2. Spar sammen til en dygtig grafiker.
  3. Lær alt om coverdesign og brug måneder på at lave dit cover med kritik fra andre fagpersoner
  4. Find et godt premade cover, der passer til din bog.

 

Hvis du udgiver selv, så husk at du skylder både dig selv, din historie og ikke mindst dine kollegaer og litteraturen i det hele taget at lave så godt et produkt som muligt. En læser, der har en dårlig oplevelse med en bog, der ikke lever op til standarden, har for mange fejl, et misvisende cover eller en historie fuld af plothuller pga. manglende redaktørhjælp, køber måske ikke en bog igen lige med det samme eller mister måske i værste fald helt lysten til at læse. Det er dit ansvar som forfatter at gøre dit til, at læserne får en god oplevelse med din bog.

Mange gange held og lykke med dit projekt.